Vedtægter

§ 1 – Klubbens navn og formål

Langeland Cykel & Løb er hjemhørende i Langeland kommune og er stiftet i 1999. Klubbens formål er at øge interessen for motionscykling og løb på Langeland.

§ 2 – Medlemskab

Som medlemmer kan optages personer, der har interesse for motionscykling eller løb. Dette gælder både aktive og passive medlemmer.

§ 3 – Kontingent

Stk. 1. Kontingent fastsættes på den årlige generalforsamling for både aktive og passive medlemmer.
Stk. 2. Kontingentet indbetales inden den 15. januar i regnskabsåret, der følger kalenderåret – kontingent gælder for kalenderåret.
Stk. 3. Udmeldelse skal ske skriftligt til kasseren eller formanden.
Stk. 4. Har et medlem ikke betalt kontingent senest den 1. februar i regnskabsåret, betragtes medlemmet som udmeldt.

§ 4 – Generalforsamlingen

Stk. 1. Generalforsamlingen, der er højeste myndighed, afholdes i januar.
Stk. 2. Indkaldelse sker med 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem eller ved bekendtgørelse i dags- eller lokalpressen – derudover opslag på klubbens hjemmeside.. Forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Stk. 3. Den ordinære generalforsamling skal mindst have følgende punkter:

1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning fra det forløbne år.
3. Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab.
4. Behandling af indkomne forslag.
5. Fastsættelse af kontingent.
6. Valg af bestyrelse.
7. Valg af suppleanter.
8. Valg af revisor.
9. Eventuelt.

Stk. 4. Generalforsamlingen afgør sager ved simpelt stemmeflertal. Hvis et medlem ønsker det, skal afstemningen være skriftlig. Passive medlemmer har ingen stemmeret.

§ 5 – Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis bestyrelsen skønner det påkrævet, eller hvis 1/4 af klubbens medlemmer fremsætter ønske herom til formanden, ledsaget af et skriftligt og begrundet forslag til dagsorden.
Stk. 2. Indkaldelse skal ske senest 14 dage efter at begæringen er modtaget af formanden. Indkaldelse sker som for ordinær generalforsamling.

§ 6 – Bestyrelsen

Klubben ledes af en bestyrelse bestående af 5 medlemmer, som vælges for 2 år af gangen. Der vælges desuden 1 suppleanter samt revisor for 1 år af gangen.

Stk. 1. Der er 2 bestyrelsesmedlemmer på valg i lige år og 3 i ulige år.
Stk. 2. Revisor og 1 suppleanter vælges hvert år.
Stk. 3. Bestyrelsen konstituerer sig med en formand og en kasserer.

§ 7 – Dannelse af råd
Stk. 1. Klubbens medlemmer danner 3 råd med henblik på at afvikle aktiviteter indenfor klubbens formåls paragraf (Motionscykling, Indoor Cycling og Løb).

§ 8 – Tegningsregler

Stk. 1. Klubben tegnes udadtil af formanden og mindst 1 bestyrelsesmedlem.
Stk. 2. Bestyrelsen kan meddele fuldmagt til mindst et bestyrelsesmedlem (kassereren) til at modtage indbetalinger og betale udgående forpligtelser.
Stk. 3. Klubben hæfter kun for sine forpligtelser samt den til klubben tilhørende formue. Der påhviler ikke klubbens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelser.

§ 9 – Regnskabsår

Stk. 1. Klubbens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2. Regnskabet skal før forelæggelse for generalforsamlingen være revideret af en af generalforsamlingen valgt revisor.

§ 10 – Vedtægtsændringer

Vedtægtændringer kan kun ske på en generalforsamling, hvor flertallet af de fremmødte stemmeberettigede stemmer for forslaget.

§ 11 – Ophævelse

Klubbens ophævelse kan kun ske på en i dette øjemed indkaldt ekstraordinær generalforsamling.

Stk. 1. Mindst halvdelen af klubbens medlemmer skal være mødt til den ekstraordinære generalforsamling, og heraf skal 3/4 stemme for forslaget.
Stk. 2. Hvis bestemmelserne i stk. 1 ikke kan opfyldes, indkaldes til endnu en generalforsamling, hvor simpelt stemmeflertal er afgørende.
Stk. 3. En eventuel formue skal anvendes til fordel for cykelsporten eller til humanitære formål.

§ 12 – Klubfarver

Klubdragt består af hovedfarverne sort, rød og grå. På ryggen skal der stå “Langeland”.

 

Klubbens vedtægter er godkendt på generalforsamling den 4. september 2013.

X